Billede af mig

På mit keramikværksted arbejder jeg med forskellige brændemetoder og teknikker , og tingene har derfor forskellige egenskaber efter brænding. De fleste af mine ting er enten rakubrændte eller stentøjsbrændte.


RAKUBRÆNDT keramik er brændt i en speciel brænding, der kendes fra 1600-tallet i Japan. Den sidste glasurbrænding foregår i min have i en gasfyret olietønde, der fyres op til ca 1000 gr. Når glasuren er smeltet ud, tages emnet ud og lægges i høvlspåner/savsmuld eller lign, for derved at opnå en reduktion af emnet, der bliver sort hvor der ikke er glasur. Efter en tur med skuresvamp og vand, ses de spændende krakeleringer og farverne/oxyderne der er brugt i glasuren. En spændende og forunderlig proces hver gang. Jeg har arbejdet med keramikken i over 20 år, og er til stadighed forundret og ydmyg i processen.


STENTØJSBRÆNDT keramik (og porcelæn) er brændt op til 1260 gr i min indendørs el-ovn. Herved bliver keramikken vandtæt og tåler opvaskemaskine.(og frost).


Mange af mine grundteknikker er fra flere års kursusaktivitet på Århus kunstakademi, og fra mine egne eksperimenter på mit værksted i mit hjem, ligesom jeg i mit daglige arbejde underviser i bl.a. keramik.

Min inspiration kommer ofte fra små detaljer i hverdagen og i processen med udfærdigelse af andre værker. Tanker og kreativitet trives godt i en arbejdsproces, hvor jeg således tænker med hænderne!

Jeg laver keramik fordi jeg ikke kan lade være, og jeg lever således ikke af min keramik, men MED den!

Hjemme har jeg også et lille galleri, ”Rakugalleriet”, som jeg gerne åbner for interesserede, ligesom jeg, hvis tiden tillader det, gerne udstiller i div kunstforeninger eller gallerier.